Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Sociale fællesskaber der rykker

Venskaber – noget vi alle har ret til, og noget vi alle har brug for

Forskning siger det meget entydigt: At have en ven er en effektiv beskyttelse, eller forebyggelse, ift. at blive udstødt eller mobbet.

Betydningsfuld, værdsat og velkommen, er værdier vi i Møllehuset stræber efter og har som mål at alle der kommer i Møllehuset skal opleve.

Venskaber og relationer arbejdes der med hver dag. For at understøtte og styrke dette arbejde, laver vi med jævne mellemrum nedslag i hverdagen, hvor emnearbejde omkring venskaber, fællesskaber og relationer står centralt. Dette arbejde tager udgangspunkt i børnegruppen.

 

Pædagogik der er kærligt skubbende og insisterende

Udvikling og læring skal ske i et varmt og samskabende miljø. Dertil arbejder vi i Møllehuset med den anerkendende og ressourceorienterede tilgang ICDP. ICDPs grundlæggende mål er at gøre voksne mere lydhør over for børnenes behov, samt forbedre og hele tiden udvikle de voksnes evne til at møde børnene på børnenes egne præmisser. 

Relationen mellem os voksne smitter altid af på børnene, og vi er meget bevidste om, at vi er rollemodeller for alle børn.

Humor, glæde og begejstring for vores arbejde kan ses og mærkes, både blandt børn, forældre og andre eksterne samarbejdsparter.

Sociale relationer fungerer som motor for det enkelte barns personlige udvikling. Derfor er sociale relationer altid på dagsordenen i Møllehuset.

Vi appellerer også til jer forældre om, at bringe nuværende og potentielle venskaber med hjem i barnets egne rammer. Som forældre har I også en vigtig rolle i dette arbejde. 

Leg gør os til hele mennesker

Legen får lov til at fylde meget. Både som en del af den planlagte pædagogiske aktivitet, men også når den opstår spontant.

I legen har vi fokus på hvordan alle børn støttes i at være med, trives og udvikler sig.

Stimulation af indlæring, styrkelse af krop og motorik eller sociale kompetencer er bare nogle af de perspektiver på legens formål, som kommer til syne i litteraturen, når fokus rettes mod legens betydning.

Som voksne er vi hele tiden tilgængelige, støttende og deltagende, i det omfang der er behov for det. Det er vores opgave at skabe legemuligheder for alle børn.

Leg er en særlig vigtig kilde til social udvikling, fordi der i lege opstår, forhandles, nedbrydes og udvikles fællesskaber og relationer. Samtidig har leg værdi i sig selv, og igennem leg opdager og udforsker børn verden og sig selv.